Som sagt kan det at være i relationer være noget af det smukkeste – og udfordrende- at befinde sig i . Det er et af de største læringspotentialer jeg kender. Fordi vi i vores nære relationer bliver spejlet på godt og ondt. Vi bliver konfronteret både med det der virker og det der ikke gør.
Vi bærer alle en rygsæk af historier og livserfaringer på godt og ondt, når vi mødes i en ny relation. Rygsækkens indhold er formet af vores betingelser, skabt af interaktionen og relationen til vores forældre og primære omsorgsgivere. Disse betingelser præger vores evne til og udgangspunkt for at være i en kærlighedsrelation, da de afspejler vores tidlige erfaringer med kærligheden – vores successer, fiaskoer, kvaliteter og smerte.
Når vi bliver pressede af den ene eller den anden grund, når vi bliver usikre på os selv eller hinanden, eller bliver konfronteret med en gammel smerte, begynder udfordringerne at dukke op. Særligt hvis vi ikke har lært, hvordan man forholder sig til konflikter, ubehagelige eller svære følelser ( hvilket de færreste, når det kommer til stykket har!!)
Dit frie valg – fokus på skyld, fejl og mangler – eller nydelse, leg og livslæring?
Det er så her privilegiet af det frie valg kommer ind. For vi har ALTID et valg. Eller i hvert fald har vi altid retten til at VÆLGE, hvordan vi vil forholde os til og agere i en given udfordrende situation. Peger vi fingrene ud af, giver alle de andre og hele verden skylden? Peger vi ind af og tager selv hele skylden? Eller er vi i stand til at kigger ud over behovet for “placering af skyld”, som blot er en primal overlevelsesmekanisme. Har vi modet til at til vende fokus på LÆRING i stedet for? Og hver i sær stille sig selv spørgsmålene:
Hvad fortæller denne situation om mig? Hvad er mit bidrag til og ansvar for at vi er kommet hertil? Hvad er det jeg skal lære om mig selv? Om mine behov? Om mine grænser? Om min rummelighed mm. At man kigger på sig selv og hinanden , uden dom, med fokus på at lære af og vokse ud fra det vores relationer og livet byder os. Så have modet til at kigge dybere og stile højere end overlevelse. Bevidst tage stilling.
Jeg anbefaler helt klart man gør det sidste. Hvor udfordrende det end kan føles, er det min erfaring at det er “al besværet” værd at være villig til at tage ansvar for sin del af en usund dynamik.
Det kræver mod at kigge sig selv og sin partner så dybt i øjnene. At forpligte sig til at vokse og udvikle sig sammen. Men den nærhed, værdighed, respekt, intimitet og kærlighed, der – både fysisk og følelsesmæssigt, er resultatet af denne rejse i parforholdet, er det HELE VÆRD!!!
Er I klar? For så vil jeg elske at være jeres støtte på relationernes eventyr, med alt hvad det indebærer.
Kærligst Tanja