Jeg har her samlet alle mine FB- posts fra 2017, omhandlende meditation, som for mig “bare” er evnen til at være nærværende i NUET. Må det inspirere og være lige så transformerende for dig, som det var for mig.
Du finder i det nedenstående en beskrivelse af selve teknikken samt min personlige erfaring (tekst og i youtube-video) med at få meditation gjort til en naturlig, integreret og UUNDVÆRLIG del af min hverdag – i stilhed, aktivitet og interaktion.
Din vejrtrækning – Det mest powerfulde redskab til at være i nuet, skabe bevidsthed og forbindelse ❤️
Du kan læse alverdens bøger, lytte til guruerne, tale girafsprog og følge metoderne/teorier, der taler til dig. Men INTET slår den iboende visdom, der er til rådighed inden i dig – ALTID.
En simpel måde at forbinde dig med den visdom er at MÆRKE din vejrtrækning, som den naturligt er i dette nu, i næste nu og næste nu osv… Mærke og observere bevægelsen af din vejrtrækning, som den er, der hvor du mærker den tydeligst. Det kan være bevægelsen i brystkassen, i maven, luften i næseborene.
Et par fordele:
Træning i at være tilstede i og flyde med NUET – da vejrtrækningen er altid lige nu og er DIN – altid med dig og evig foranderlig.
Du forbinder dig med DIG – da vejrtrækningen afspejler din indre tilstand, som den er lige nu. Dvs en mulighed for at lære dig selv bedre at kende.
Et anker, du altid kan forbinde dig med og et hjem du altid kan vende tilbage til.
Du kan bruge dette redskab når som helst hvor som helst, for din vejrtrækning er DIN og altid med dig.
Du kan træne nærværet med dig i stilhed, i dine daglige gøremål og din interaktion i dine relationer .
Vejrtrækning for vejrtrækning lærer du dig selv bedre at kende. Kvaliteten af dine relationer er afspejlet i kvaliteten at relationen til dig selv❤️
Så tag en pause, forbind dig – en vejtrækning, 30 sek, et minut, et kvarter , en time … For altid.
Alt efter hvad der er muligt og giver mening for dig. Valget er altid dit ❤️
Breathe in – breathe out ❤️
Beskrivelse af meditationsteknik – fokus på vejrtrækning og nærvær med dig
1. Sæt eller læg dig i en behagelig stilling, sæt en stille stund af til dig selv.
Varighed: det, der passer dig.
Luk øjnene, vend fokus ind af på din vejrtrækning, observer og mærk bevægelsen af dit åndedræt, som det går ind og ud af kroppen, der hvor du mærker det tydeligst (fx maven, brystkassen eller ud og ind gennem næseborene.
Du skal blot observere og mærke vejrtrækningen, uden at få den til at være anderledes end den er. Uden dom, uden modstand! Så vejrtrækningen skal ikke være på en bestemt måde eller være ”rigtigt”, hvad end du må have hørt, det skal være. Blot acceptere og tillade den at være som den er, LIGE NU. Den er foranderlig, lige som livet og hvis du tillader den at være det, kan den i næste nu være anderledes og følge sit naturlige flow.
Fordelen ved at skabe nærhed med dig selv i denne form, er at du træner at forblive centreret eller vende tilbage til dit anker i vejrtrækningen, trods de tanker, følelser, kropsfornemmelser der dukker op i dig, også selv om dette kan være konfronterende eller ubehageligt. Jo mere du er trænet i at være nær med og acceptere det, der i dit indre, des lettere vil det blive at acceptere og være med det der er, uden for dig – i dine relationer og i livet.
2. Du kan også bruge teknikken i dine daglige aktiviteter, mens du arbejder, vasker op, laver mad, leger med ungerne, har sex, er i bad, i toget, på cyklen, i en samtale, midt i en konflikt eller en anden svær situation… you name it. Seriøst hvor som helst, når som helst.
Fordelen ved også at have fokusset på din vejrtrækning i disse hverdagssituationer, er at du begynder at være tilstede med et større nærvær. Hvor du har kontakt til dig selv, samtidig med at du har fokus uden for dig. Alt det du pleje at gøre på autopilot og alt det, der normalt styres af dit ubevidste (og det er ret meget!!) får nu mindre plads og kontrol over dig, pga af dit fokus på og nærvær med vejrtrækningen. Du er i hverdagens trummerum med større bevidsthed og kan nu agere og træffe valg i med afsæt heri.
Meditation og nærvær – min personlige beretning.
Tidligere på ugen delte jeg en video med lidt inspiration om meditation, og en meget simpel men effektiv teknik – fokus på vejrtrækning. Som kan gøres hvor som helst, når som helst; i alle hverdagens gøremål eller i en stille stund med dig selv, med lukkede øjne. Du kan vælge at sidde – eller ligge – og endda i en behagelig stilling! Så simpelt og lige til at selv jeg ikke kunne komme på flere undskyldninger, til at overhøre min indre stemme, der længe har hvisket ”Vær stille med DIG og find dine svar”
Jeg gik i gang og har nu i 3 uger dagligt brugt min 10 min (tit mere faktisk OG helt frivilligt!!) på at være stille med mig selv. Og det bliver mere og mere naturligt for mig også at huske at være tilstede med min min vejrtrækning i dagens aktiviteter.
Hvad har jeg fået ud af det?
Jeg mærker mere ro, klarhed og fred inden i.
Jeg er mere nærværende og har mere energi, og ”orker” min datter mere om aftenen.
Jeg har fået længere lunte, særligt i fht hende, også når jeg er træt (kan ellers være et ret kritisk tidspunkt!!)
Jeg hører tydeligere mine tanker (bestemt hverken kønne eller kærlige alle sammen!).
Jeg mærker mine følelser uden at blive revet med eller drukne i dem.
Jeg har fået kastet mere lys på en af mine dybe overbevisninger om ikke at være værdig og på mit selvsabotage mønster, som skal forhindre mig i at følge min sandhed (for det må så åbenbart heller ikke gå FOR godt)
Ved at ”være” meget mere, med det der er, er det blevet SÅ tydeligt for mig, hvorfor jeg i lang tid har været SÅ træt. Jeg har brugt al min viden og fine intentioner til at ”gøre, gøre, gøre” i et stort præstationsræs for at være PERFEKT – fra morgen til aften! (sidst jeg kiggede på den del, opdagede jeg hvor meget tankevirksomhed jeg brugte på at have en mening om og vide bedre – om alt).
Har det været udfordrende?
Altså at afsløre mig selv i knap så flatterende tanker, at jeg selv saboterer og står i vejen for det jeg længes efter, at jeg lyver for mig selv om mine intentioner OG at indse at jeg ikke (som den eneste – seføli!) er perfekt????
JA for fanden da !!!
Er det så ikke svært at blive ved? Ja og nej.
Ja – for tro mig mit ego kæmper i mod, ønsker IKKE jeg skal begynde at lave om på noget som helst. Truer med farer og drama, og ja overspringshandlingerne frister, helt vildt!
Men tydelig vis mest nej – for jeg gør det stadig:
Fordi det er så simpelt, uden alle mulige restriktioner (heller ikke fra mig!!) på tid, stilling, hvornår og hvordan. Ikke noget der skulle være perfekt (tak for kaffe, det er der jo åbenbart nok af … 😉 ).
Fordi det ud over at være simpelt også er konkret og anvendelig i dagligdagssituationer – til liiiiige at pause mig selv, trække vejret, acceptere og være med det der er. I stedet for at reagere på autopilot.
Fordi når jeg slipper modstanden og kampen mod det der er, ikke dømmer situationen, mig eller de involverede, så ser jeg mere klart og kærligt. Ser hvor blokeringerne er og hvor jeg skaber afstand i mine relationer i stedet for nærhed.
Fordi jeg er mere nærværende, og endda kan finde fred indeni, i svære og konfliktfyldte situationer og faktisk mærker mit valg i dem. Og at valget ikke altid er at handle.
Faktisk føles det, som om jeg i nogle situationer handler lidt mindre, bevidst bare vælger at trække vejret og være stille. På andre områder får jeg til gengæld udrettet mere end jeg har gjort i længe.
Nårh ja… og så sikkert ikke helt ubetydeligt har jeg lært at min stædighed kan bruges ret så positivt 😉
Så hvad venter du på? Kom i gang – gør det på din måde, gør det til dit, fin dine svar – fordi din vejrtrækning er DIN og helt unik for dig. Mærk hvad det gør for dig. Brug din stædighed konstruktivt, så du giver det en ærlig chance. Og husk at det er en proces og en rejse hjem til dig… det kan være du får brug for at trække vejret undervejs 😉
Youtube-video: