Jeg har her samlet alle mine FB- posts fra 2017, omhandlende meditation, som for mig “bare” er evnen til at være nærværende i NUET. Må det inspirere og være lige så transformerende for dig, som det var for mig.

Du finder i det nedenstående en beskrivelse af selve teknikken samt min personlige erfaring (tekst og i youtube-video) med at få meditation gjort til en naturlig, integreret og UUNDVÆRLIG del af min hverdag – i stilhed, aktivitet og interaktion.

Din vejrtrækning – Det mest powerfulde redskab til at være i nuet, skabe bevidsthed og forbindelse ❤️

Du kan læse alverdens bøger, lytte til guruerne, tale girafsprog og følge metoderne/teorier, der taler til dig. Men INTET slår den iboende visdom, der er til rådighed inden i dig – ALTID.

En simpel måde at forbinde dig med den visdom er at MÆRKE din vejrtrækning, som den naturligt er i dette nu, i næste nu og næste nu osv… Mærke og observere  bevægelsen af din vejrtrækning, som den er, der hvor du mærker den tydeligst. Det kan være bevægelsen i brystkassen, i maven, luften i næseborene.

Et par fordele:
Træning i at være tilstede i og flyde med NUET – da vejrtrækningen er altid lige nu og er DIN – altid med dig og evig foranderlig.
Du forbinder dig med DIG – da vejrtrækningen afspejler din indre tilstand, som den er lige nu. Dvs en mulighed for at lære dig selv bedre at kende.
Et anker, du altid kan forbinde dig med og et hjem du altid kan vende tilbage til.

Du kan bruge dette redskab når som helst hvor som helst, for din vejrtrækning er DIN og altid med dig.
Du kan træne nærværet med dig i stilhed, i dine daglige gøremål og din interaktion i dine relationer .
Vejrtrækning for vejrtrækning lærer du dig selv bedre at kende. Kvaliteten af dine relationer er afspejlet i kvaliteten at relationen til dig selv❤️

Så tag en pause, forbind dig – en vejtrækning, 30 sek, et minut, et kvarter , en time … For altid.
Alt efter hvad der er muligt og giver mening for dig. Valget er altid dit ❤️
Breathe in – breathe out ❤️

Beskrivelse af meditationsteknik – fokus på vejrtrækning og nærvær med dig

1. Sæt eller læg dig i en behagelig stilling, sæt en stille stund af til dig selv.

Varighed: det, der passer dig.
Luk øjnene, vend fokus ind af på din vejrtrækning, observer og mærk bevægelsen af dit åndedræt, som det går ind og ud af kroppen, der hvor du mærker det tydeligst (fx maven, brystkassen eller ud og ind gennem næseborene.
Du skal blot observere og mærke vejrtrækningen, uden at få den til at være anderledes end den er. Uden dom, uden modstand! Så vejrtrækningen skal ikke være på en bestemt måde eller være ”rigtigt”, hvad end du må have hørt, det skal være. Blot acceptere og tillade den at være som den er, LIGE NU. Den er foranderlig, lige som livet og hvis du tillader den at være det, kan den i næste nu være anderledes og følge sit naturlige flow.
Fordelen ved at skabe nærhed med dig selv i denne form, er at du træner at forblive centreret eller vende tilbage til dit anker i vejrtrækningen, trods de tanker, følelser, kropsfornemmelser der dukker op i dig, også selv om dette kan være konfronterende eller ubehageligt. Jo mere du er trænet i at være nær med og acceptere det, der i dit indre, des lettere vil det blive at acceptere og være med det der er, uden for dig – i dine relationer og i livet.
2. Du kan også bruge teknikken i dine daglige aktiviteter, mens du arbejder, vasker op, laver mad, leger med ungerne, har sex, er i bad, i toget, på cyklen, i en samtale, midt i en konflikt eller en anden svær situation… you name it. Seriøst hvor som helst, når som helst.
Fordelen ved også at have fokusset på din vejrtrækning i disse hverdagssituationer, er at du begynder at være tilstede med et større nærvær. Hvor du har kontakt til dig selv, samtidig med at du har fokus uden for dig. Alt det du pleje at gøre på autopilot og alt det, der normalt styres af dit ubevidste (og det er ret meget!!) får nu mindre plads og kontrol over dig, pga af dit fokus på og nærvær med vejrtrækningen. Du er i hverdagens trummerum med større bevidsthed og kan nu agere og træffe valg i med afsæt heri.

Meditation og nærvær – min personlige beretning.

Tidligere på ugen delte jeg en video med lidt inspiration om meditation, og en meget simpel men effektiv teknik – fokus på vejrtrækning. Som kan gøres hvor som helst, når som helst; i alle hverdagens gøremål eller i en stille stund med dig selv, med lukkede øjne. Du kan vælge at sidde – eller ligge – og endda i en behagelig stilling! Så simpelt og lige til at selv jeg ikke kunne komme på flere undskyldninger, til at overhøre min indre stemme, der længe har hvisket ”Vær stille med DIG og find dine svar”
Jeg gik i gang og har nu i 3 uger dagligt brugt min 10 min (tit mere faktisk OG helt frivilligt!!) på at være stille med mig selv. Og det bliver mere og mere naturligt for mig også at huske at være tilstede med min min vejrtrækning i dagens aktiviteter.

Hvad har jeg fået ud af det?
Jeg mærker mere ro, klarhed og fred inden i.
Jeg er mere nærværende og har mere energi, og ”orker” min datter mere om aftenen.
Jeg har fået længere lunte, særligt i fht hende, også når jeg er træt (kan ellers være et ret kritisk tidspunkt!!)
Jeg hører tydeligere mine tanker (bestemt hverken kønne eller kærlige alle sammen!).
Jeg mærker mine følelser uden at blive revet med eller drukne i dem.
Jeg har fået kastet mere lys på en af mine dybe overbevisninger om ikke at være værdig og på mit selvsabotage mønster, som skal forhindre mig i at følge min sandhed (for det må så åbenbart heller ikke gå FOR godt)
Ved at ”være” meget mere, med det der er, er det blevet SÅ tydeligt for mig, hvorfor jeg i lang tid har været SÅ træt. Jeg har brugt al min viden og fine intentioner til at ”gøre, gøre, gøre” i et stort præstationsræs for at være PERFEKT – fra morgen til aften! (sidst jeg kiggede på den del, opdagede jeg hvor meget tankevirksomhed jeg brugte på at have en mening om og vide bedre – om alt).

Har det været udfordrende?
Altså at afsløre mig selv i knap så flatterende tanker, at jeg selv saboterer og står i vejen for det jeg længes efter, at jeg lyver for mig selv om mine intentioner OG at indse at jeg ikke (som den eneste – seføli!) er perfekt????
JA for fanden da !!!

Er det så ikke svært at blive ved? Ja og nej.
Ja – for tro mig mit ego kæmper i mod, ønsker IKKE jeg skal begynde at lave om på noget som helst. Truer med farer og drama, og ja overspringshandlingerne frister, helt vildt!

Men tydelig vis mest nej – for jeg gør det stadig:
Fordi det er så simpelt, uden alle mulige restriktioner (heller ikke fra mig!!) på tid, stilling, hvornår og hvordan. Ikke noget der skulle være perfekt (tak for kaffe, det er der jo åbenbart nok af … 😉 ).
Fordi det ud over at være simpelt også er konkret og anvendelig i dagligdagssituationer – til liiiiige at pause mig selv, trække vejret, acceptere og være med det der er. I stedet for at reagere på autopilot.
Fordi når jeg slipper modstanden og kampen mod det der er, ikke dømmer situationen, mig eller de involverede, så ser jeg mere klart og kærligt. Ser hvor blokeringerne er og hvor jeg skaber afstand i mine relationer i stedet for nærhed.
Fordi jeg er mere nærværende, og endda kan finde fred indeni, i svære og konfliktfyldte situationer og faktisk mærker mit valg i dem. Og at valget ikke altid er at handle.
Faktisk føles det, som om jeg i nogle situationer handler lidt mindre, bevidst bare vælger at trække vejret og være stille. På andre områder får jeg til gengæld udrettet mere end jeg har gjort i længe.
Nårh ja… og så sikkert ikke helt ubetydeligt har jeg lært at min stædighed kan bruges ret så positivt 😉

Så hvad venter du på? Kom i gang – gør det på din måde, gør det til dit, fin dine svar – fordi din vejrtrækning er DIN og helt unik for dig. Mærk hvad det gør for dig. Brug din stædighed konstruktivt, så du giver det en ærlig chance. Og husk at det er en proces og en rejse hjem til dig… det kan være du får brug for at trække vejret undervejs 😉

Youtube-video:

 

Denne weekend stak til en gammel smerte i mig – TILLID. Eller rettere : manglende tillid. Til et andet menneske. Jeg tog mig selv i at begynde at bruge energi på at få historierne til at passe , at stille de rette spørgsmål og handle stratetisk , så jeg kunne ‘afsløre’ og finde ud af om personen overfor mig var sand eller ej.

Pludselig blev jeg taget en tur ned af memory lane, med ALLE de gange og AL den energi, jeg har brugt på at søge efter tillid eller mangel på samme uden for mig. Og så hvor opslidende det var, og hvordan jeg mistede mit center og kontakten til mig selv i den proces.

Og så huskede jeg , at alt jeg ser udenfor mig, blot er et spejl af det, der lever inde i mig.

Jeg kunne mærke et skifte inden i. At nu havde den startegi, om at bruge så meget krudt på at skabe bevismateriale på sandheden af personer og historier udenfor mig, udtjent sin værnepligt i mig.

I stedet holdt jeg spejlet op foran mig- mærkede ind af og spurgte :

Hvor er din tillid til DIG ? AV! Lidt værre at forholde sig til faktisk .
Tillid til MIT nærvær, MIN sandhed, værdighed, dømmekraft, intution, power, MINE evner, kvaliteter og grænser.

Tillid til at JEG ER NOK og alle MINE svar findes inde i mig.

Tillid til at hvis noget udenfor mig ikke er sandt, så vil jeg også vide det – hvis det er vigtigt.

I det store hele er den tillid til mig selv vokset og styrket, siden jeg for mange år siden begyndt rejsen HJEM og ved at lære mig selv at kende, på ‘godt’ og ‘ondt’.
Men på de store og sårbare områder for mig, kan angsten, tvivlen og den manglende tillid stadig melde sig. Om jeg nu også kan stole på MIG.
For MANGE gange i mit liv, har jeg forladt mig selv, for at tilpasse mig andres sandhed, historier, behov og smerte, for at føle mig ‘forbundet, værdsat og elsket ‘ .

Men ikke mere , besluttede jeg i går. Fra nu af vil jeg hver gang, jeg mærker den manglende tillid og tvivlen til et andets menneskes intentioner eller historier vende fokusset ind af .
Og spørge mig selv :
Hvad har jeg brug for fra mig selv lige nu? Hvordan kan jeg nære tilliden i og til mig selv? Så jeg igen kan føle mig tryg, ligegyldigt hvad der sker omkring mig?
Hvad er det jeg skal lære i denne situation? Hvad siger den om mig?

Det føles lidt konfronterende , og ja, jeg vil helt sikkert stadig både først komme til og/eller have lyst til at pege fingeren ud af igen. Men så vil jeg:

HUSKE og minde mig selv om at finde modet frem – til at se mig selv i øjnene og finde mit svar inden i.
HUSKE at være ærlig, kærlig og tålmodig med mig selv i processen, mens jeg finder og går den vej, der er sand for mig. Heppe og opmuntre mig selv til at forsætte , uanset om vejen bliver snorlige, kringlet eller jeg ind i mellem havner i en blindgyde .
Og sidst men bestemt ikke mindst :

HUSKE at jeg ikke er alene . For uanset hvad der sker uden for, vil JEG altid være tilstede med mig selv❤️ OG hvis jeg skulle forføres af min gamle strategi om at forlade mig selv, har jeg altid valget , til at huske og vende hjem igen ❤️

Kærligst Tanja

 

JA for f…. Og der er mere end nogensinde brug for at I kommer med jeres bidrag til at genfinde balancen og få polerne til at mødes. Indefra og ud!

I længe har selvudvikling og terapiverdenen været domineret af kvinder. Og det har den bla været pga betingelser vi har med os fra vores ophav og samfund: alle de følelser, den kiggen ind af eller navlepilleri som det også kan få karakter af , er for kvinder. At vise følelser er svagt, store drenge græder ikke, følsomme mænd er uattraktive, og alt det der.

Uh… det kan føles både som et svigt, forkert, forbudt, skamfuldt- nærmest syndigt. Særligt som forældre! For vi er så betingede måske endda forvirrede, også når det kommer til selvkærlighed. På den ene side er det blevet ”moderne” med selvkærlighed, på den anden side er der stadig en masse bevidste og ubevidste labels og domme på den akt : det er egoistisk, uansvarligt, ukærligt, uden empati… you name it – but really?

Ja seføli skal vi være der for vores børn, give dem kærlighed, dække deres basale behov, lære dem at håndtere deres følelser og livets ups and downs. Det medfører et vist ansvar at sætte børn til verden og være rollemodel. Men for at kunne tilbyde dette, kræver det man kan dække og møde disse basale behov i sig selv.
Vi kan ikke give, hvad vi ikke er eller har. Punktum! Vi kan godt prøve, lade som om, og alt det der. Men er der noget vores børn mestrer, så er det at mærke, hvad der er autentisk og hvad der ikke er. De hører ikke, hvad vi siger, men ser hvad vi gør. Har du lagt mærke til det?
Så vi må være og mestre det vi gerne vil give dem med. Eller som minimum lærer sammen med dem hen af vejen. Også når det handler om selvkærlighed. Og særligt når vores ja til os selv er et nej til et behov de har .

Så hvis du et helt liv har sat andre før dig selv, og nu i stedet begynder at imødekomme dig selv først, er det ikke sikkert, det kommer til at gå ubemærket hen i dine relationer – være det med dine børn, partner, veninder, familiemedlemmer, kollegaer. Lidt som i en pardans, hvor samme trin og stilart har været anvendt i årevis, og hvor den ene af parterne pludselig skifter dansetrin og art. Man bumler ind i hinanden , træder hinanden på tæerne eller mister grebet.

Der kan komme reaktioner som ked af det-hed, sorg, frustration, irritation, vrede eller at folk trækker sig fra dig. Hvad jeg næsten kan love dig er, at deres reaktion er lige præcis den, der rammer dig allermest. Det er det smukke (og til tider konfronterende) ved at være i en relation. Vi bliver spejlet på ”godt og ondt”. Men det er også her vi kan vokse og lære allermest, hvis vi har modet til at kigge indad.

Forandringerne og de reaktioner, der evt kommer ved at vælge sig selv først, er ikke altid lette at være med eller håndtere – hverken de indre eller de ydre. De færreste af os har hverken lært at håndtere svære følelser eller at blive afvist. Og lige præcis derfor har vi måske netop gjort alt, hvad der står i vores magt for at undgå dette ubehag. Også selvom prisen er, at vi forlader os selv. For de fleste af os har den strategi oven i købet været en effektiv overlevelsesmekanisme! Så selvom det som voksen kan være destruktivt at fortsætte den strategi, føles det på forunderligvis også velkendt og måske endda ligefrem trygt.

Også her, starter det med dig selv. Når du lærer at være med dine egne følelser og reaktioner, ubehag og smerte, uden at flygte eller forlade dig selv, kan du også bedre rumme og støtte andre i det samme.

SOOOO what to do??
1. Brug din vejrtrækning til at være til stede i nuet og med dig
( hvis du ikke har læst mit oplæg om det, så gøre det her : https://www.facebook.com/liveinbalance.dk/posts/1535292826563706 , og brug i øvrigt vejrtrækningen som anker i de næste punkter)
2. Øv dig i at mærke og udtrykke dine behov og dit ja til dig selv
3. Få en kærlig, tryg og tålmodig ‘voksen’ tilstede inde i dig. En der støtter og hepper på du drager selvomsorg . Tag dig af de følelser, som må komme op i forhold til at vælge dig. Både dem du får inden og mens du udtrykker dig, samt dem du får, hvis dine omgivelser reagerer med modstand . Det kan være dårlig samvittighed, skyld og skam, frustration, vrede
4. I takt med du lærer at være der for dig selv i dine svære følelser, jo lettere vil for dig at rumme andres reaktioner på dine valg.
5. Du spørger dig selv: hvad siger denne situation/ reaktion om mig? Hvad er det jeg kan lære om mug selv her?
6. På den måde bliver du en autentisk og tryg rollemodel, som er stærk og modig nok, til at være og respektere sine kvaliteter, sårbarhed og smerte – uden at tage andres reaktioner personligt eller reagere med nedværdigende og krænkende adfærd mod andre. Og hvis det alligevel skulle ske midt under stormen ( vi er jo kun mennesker) er man ”voksen” nok til at hive den hjem igen, tage ansvar og sige undskyld.

Men HVORFOR? Det virker til at kræve et stort stykke (indre) arbejde!!

Ja det er rigtigt!

Jeg lover dig ikke det nødvendigvis vil være let, MEN at det er det hele VÆRD!! Fordi det skaber kærlige og respektfulde relationer. Med plads til forskellighed, rum til at alles behov og følelser at blive hørt og ikke mindst plads til at være den vi er, med alt hvad vi indebærer ❤

Kærligst Tanja

GAVEN I GALSKABEN

Kære kvinde.

Så blev det punkt på tjeklisten opfyldt – at blive mor, og endda måske endda skabe din egen familie. Der, hvor vi rigtigt hygger, laver sjove og meningsfuld ting sammen. Det var NU, det hele skulle blive godt ikke? Som i at NU var et af de store punkter opfyldt. Og med det følelsen af at ‘være noget, at være lykkes’.

Meeeeeen …. Det er bare ikke hele historien vel? I hvert fald ikke for mig og mange andre jeg kender. For ud over alle de skønne ting, som følger med barnet og familien. Så er der også alt det andet. Alt det vi ikke nødvendigvis snakker om, og alle de ting, som aldrig kommer ud indefra dig selv, måske endda fortrænger eller kalder noget andet end det, det er. Fordi, det simpelthen er for smertefuldt, for pinligt, for tabubelagt, for skamfuldt at blive konfronteret med. Bl.a.:

UPERFEKTHEDEN. Manglende søvn og selvomsorg, uendelig to-do lister, praktik, præstationsræs og forventningspres privat og på job, et eller flere børn OG en partner, der kræver din opmærksomhed, nærvær og omsorg …. ALT ovenstående og sikkert mere til, gør at mindre flatterende sider og reaktioner, du ikke anede du besad, ser dagens lys. Eller det du måske før med succes kunne undertrykke eller styre, mister du taget på og måske endda kontrollen over. Og lad mig blot afsløre at ikke er kønt! Eller du lukker måske bare ned i ren overlevelse. Men både det udad- og indadreagerende skaber afstand til dig og dine kære, mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk.
FØLELSERNE som de færreste af os har lært at være med og håndtere, fordi det ‘larmede, var besværligt og ikke accepteret’ og derfor helst skulle gemmes af vejen : utilstrækkelighed, mindreværd, ensomhed, skyld, angst, magtesløshed, vrede og raseri mm . De kommer nu måske til overfladen i pressede situationer, fordi dit forsvar pga underskuddet krakelerer og du ikke kan opretholde facaden. Måske formår du at kontrollere dine egne følelser, men så er det måske dit barn eller din partner, som lader følelserne få frit løb. Og måske endda særligt dem, vi ikke har tilladt os selv, har svært ved at rumme og måske har lukket helt af for.
FORTIDEN : På mange planer. Fordi al vores adfærd, indtil vi tager bevidst stilling til det, er betinget af vores egen barndom: Af vores rollemodeller eller mangel på samme, hvad det vil sige at være kvinde, mor, mand og far, dynamikken i et forhold mellem mand og kvinde, dynamikken mellem børn og voksne, opdragelse, hvad der er ‘godt’ og hvad der er ‘dårligt’, holdninger, værdier og overbevisninger. Vores tolkning af hvad kærlighed er, ud fra alt det vi oplevede der. Alt det vil på “godt” og “ondt” blive spejlet gennem din partner og dine børn. Og gentaget med mindre I bevidst tager stilling om noget andet. Og selv med en bevidst beslutning om at ” sådan skal jeg/ min familie være eller sådan skal jeg eller min familie i hvert fald ALDRIG til at være, vil virkeligheden i perioder med træthed, manglende nærvær og selvomsorg … Faktisk se lige præcis sådan ud… Eller ?

Det kræver bevidsthed, energi, stædighed og vedholdenhed at finde en vej der føles rigtigt.

Så hvorfor nu bringe alt det op??? Det gik jo lige så godt! I hvert fald ud fra de historier og den adfærd, vi deler med vores omgivelser og på FB.
FORDI det ikke er hele sandheden, og fordi jeg ser SÅ mange mennesker lide og føle sig enormt ensomme, fordi de ikke har lært at være ‘med det der er’, at udtrykke alle deres følelser – eller deres sandhed. Fordi de tror at kærligheden og følelsen af at være elsket, er betinget af en bestemt adfærd, bestemte resultater eller personer – Noget udefrakommende. Fordi vi ikke har lært at tillade, vise og stå i vores sårbarhed og ”uperfekthed”. Og derfor ikke deler den, fordi vi er bange for at blive dømt, måske endda dømt ude. Fordi vi måske ikke engang selv kan holde ud at være med den. Fordi jeg selv kender smerten og ved det kan være anderledes.

Og ikke mindst fordi der er en mening og en gave med galskaben: AL smerte (og skyld, skam, angst, mindreværd mm ) er her for at minde os om, at vi er kommet på afveje. At vi har glemt at være tro mod, hvem vi er og hvad vi har brug for. For at minde os om at slippe modstanden mod det, der er og i stedet acceptere det.
Gaven er at særligt dit barn/dine børn/, men også din partner eller andre besværlige relationer, er her for at kaste lys på din smerte og der, hvor du lukker ned for din sandhed, så du kan blive bevidst om det og komme på rette vej igen. Pisse irriterende nogle gange ja  og ikke mindst konfronterende, men også ret smukt.
Gaven er en opfordring til at være modig- til at turde være nær med DIG – med hele pakken! Med alt hvad dit bevidsthedsniveau skaber, lige nu. Og så stille dig følgende spørgsmål: ‘ Hvad siger denne situation/konflikt om mig? Hvad er min andel i denne dynamik? Hvad er det for følelser, der er tricket i mig, som er svære at være med? Hvad er det for nogle tanker og overbevisninger, som skaber disse følelser? Hvad er det JEG skal lære?

Gaven er muligheden for at være nær med DIG ! Hvad er det din ydre verden spejler inde i dig? Det er det eneste sted, du kan skabe forandringen. Ved at hæve din bevidsthed og dermed tage dit ansvar for at bryde den usunde dynamik – inde i dig. Fordi du kan tvinge hesten til truget (hesten =særligt din partner eller børn ikke ?!? ) men du kan ikke tvinge den til at drikke! Tro mig jeg har prøvet – virker ik!!! Så gå vejen for DIG. Vær den forandring du gerne vil se. Og lad andre blive inspireret af dig – til at skabe mere nærhed og fred indeni, så det kan forplante sig ud i relationerne og ud i verden.

Jeg VED du har svaret for dig – er du klar til at mærke og høre det? Lære af det? Handle på det? Og skabe et liv der giver mening for dig?

Kærligst Tanja